|
Post by Idazzle :O on Feb 6, 2010 17:15:46 GMT -5
'Jeg droppede ud af college,' sagde hun stille, og bed sig i kinden. Det var den dummeste beslutning hun havde lavet, men det havde været for meget i hendes liv til at hun kunne fortsætte. 'Jeg klare mig. Jeg har sparet op siden jeg var 12 til at flytte væk, så min opsparing er ganske stor.' Hun skiftede vægten over på den anden fod, hun havde løbet meget den dag. De var helt ømme, hvilket nok var usædvanligt for en varulv.
|
|
|
Post by Nadeli on Feb 6, 2010 17:32:21 GMT -5
[glow=red,2,300]Adrian smilede tilfreds, "jamen, så har vi i det mindste mindre at bekymre os om. Hvorfor droppede du college? Stress?" spurgte han roligt, og nu satte han sig ned, han gad ikke at stå op mere, det var meget mere hyggeligt at sidde ned, og snakke. Der var ikke mange i parken mere, der var ham, Anna og Rachel. Nogle få ukendte, men så heller ikke flere.[/glow]
|
|
|
Post by Idazzle :O on Feb 6, 2010 17:41:33 GMT -5
Anna satte sig også ned ved siden af Adrian. 'Ja, blandt andet. Der var bare ... meget at se til,' sagde hun resigneret. 'Har du en uddannelse? Du kunne vel ikke vide dengang at du ville ende med at blive leder.' Hendes stemme havde en nysgerrig undertone, men det var egentlig underligt, for hun plejede ikke at være sådan. Hun plejede ikke at spørge nogen om noget. Kun hendes familie.
|
|
|
Post by Nadeli on Feb 6, 2010 17:46:25 GMT -5
[glow=red,2,300]Adrian smilede kort, og han var glad for at hun var nysgerrig på hans personlige liv, "jeg var ikke ligefrem uddannet, men jeg kom ind på millitæret, fordi jeg var så god med min krop.. Jeg har altid været atletisk, som vel for en varulv ikke er særlig overraskende. Men jeg nåede aldrig særlig meget inde på millitæret." han tænkte tilbage, han havde altid været en udstødt på arbejdspladserne.[/glow]
|
|
|
Post by Idazzle :O on Feb 6, 2010 17:55:35 GMT -5
Anna bed sig i læben. Hendes far havde været i militæret, men blev hjemsendt da han skadede ryggen. 'Hvad med din familie? Nogen søskende?' Hun drejede overkroppen så hun bedre kunne se og høre ham. Hun kikkede ham dog ikke i øjnene, mere på hans ene kind.
|
|