Stilhed..

[Fay Laudine]

Fay lod kort sine nøddebrune øjne blide gennem mørket, ud i mørket. Alle lydende blev opfanget af den yndige, spinkle kvinde, men de blev ikke videre vurderet. Hun lukkede kort sine øjne, for at lade sine fødder fører hende, i bløde bevægelser. Hun snoede sig let omkring træerne, og nød den stilhed månens lys havde bragt. Et tilfredst suk lød fra hendes læber, og hun skubbede kort tankerne og lydende væk, for blot at se forestillingerne uden afbrydelser. Hun åbnede atter sine øjne, og lod blikket betragte den voldsomme flod, der let lyste op, af månens skær foroven, til trods for at træernes kroner så sikkert havde forsøgte at skjule dette gemte sted, med dets skygger. Hun sukkede kort, og lyttede endnu engang til stilheden der blev afbrudt af det grådige vand.