Just a day, just an ordinary day~

[Abigail [Abby/Abs] Arrington]

Grønne tal lyste fra 04:29 til 04:30, og den nærmest hysteriske
larm, i form af et vækkeur rungede en vækkende bippen. 3 gange nåede
den lige præcis at ringe, inden en slank, feminin hånd døsigt hamrede ovenpå
uret, inden et par fingre straks startede eftersøgningen af slukkeknappen.
Fuldkommen søvndrukkent satte hun sig op i gaben, strækken og småbeklagende stønnen,
inden hun i et smil skævede ud af vinduet, hvor det
stadig var mørkt. Nogen hadede hende for at være A-menneske, og for så let
at kunne stå op, med det største smil om læberne og en klar idé om, at det nok
skulle blive en god dag. Abby vrængede kort på næsen i lukkede øjne, da et eftergab
viste sig, inden hun så skubbede dynen af sig, og dumpede ud af sengen.
Abbys hemmelighed var egentlig ikke helt så hemmelig. Høj, glad musik fik hun tændt
for, hvilket gjorde at hun kom godt igang, og under hele scenen med at komme i bad,
få tøj på, lægge en let make up, og sætte håret i arbejdshestehalen, rendte hun
småsyngende og smådansende rundt. Hun gled i de sorte ballerinaer, rettede en sidste
gang på sine jeans, og sin top samt cardigan, inden hun, med taske og jakke over
armen, stormede ud af døren, lige hurtigt gribende en bagel, som hun stoppede i munden.
Hun havde idag tidlig morgenvagt, hvor hun egentlig burde være blevet på arbejdet til sent
om aftenen, tage et par timer i sengene på selve arbejdet, og så komme i gang med sit arbejde.
Men som på så mange andre områder, havde Abby snakket sig fra så grusomme vagter, og fik
lov til at gå klokken 4 præcis, når hun mødte tidligt. Hun var travl på arbejdet ja, men tog aldrig
rigtigt arbejdet med hjem. Hvordan skulle hun også kunne det? Desuden arbejdede hun ikke i flere
timer end så mange andre - Bare på mange andre forskellige tidspunkter af døgnet.
Ude i omklædningen kunne det ses hvordan de andre, der mødte nu hang med næbbet,
mens de sippede af den kedelige mokkakaffe i papkrus ude fra personalerummet,
mens de tog de sædvanlige hæslige grønne hospitalsbukser på, samt den hvide skjorte,
og så stormede ud for at få arbejdet den forholdsvis lange arbejdsdag. Abby skævede noget undrende efter dem,
inden hun så ned af sig selv, og så så ind i sit skab. Der lå hendes grimme, grønne bukser;
Ubrugt, fint lagt sammen til side, mens andet af hendes ragelse lå ovenpå. Hendes skjorte tog hun på
- dog knappet en smule op, så man kunne se hendes hvide top indenunder,
og så med hendes kittel udover, inden hun lukkede skabet i. Hun var nok den eneste sygeplejerske
der havde fået lov til at gå rundt i jeans og ballerinaer, i stedet for gønne bukser og hvide træsko.
Men hun var dygtig til sit arbejde, så de øvre magter fandt sig i det. Som hun kom gående ned langs gangen,
med sin træblok, forskellige formler fæstnet foroven i en klemme, og
med en kuglepen i den anden, kom folk hen til hende, med forskellige spørgsmål, som hun
hurtigt svarede på, i et kort, venligt smil. Elevateren åbnedes for enden af gangen, og hun steg ind.
Overlægen hun havde haft et godt øje til i et stykke tid, stod ved hendes side, og så
ned af hende, mens hun i et smil selv lod blikket glide op af ham, tydeligvis ikke protesterende
over opmærksomheden, inden hun så steg ud på sin etage. Det var mere eller mindre en almindelig dag;
Brækkede ben, børn der havde slugt små genstande, trampolinuheld, folk der havde skåret sig, og enkelte,
der havde været voldsomt oppe at slås, og så sad i hver sin ende af venteværelset, råbende grimme
ting efter hinanden, mens de blev holdt tilbage af familiemedlemmer, til de kom ind og blev tjekket.
Abby skævede mod sit ur om håndledet. 11:23. Hun sukkede roligt, og mærkede efterhånden,
hvordan dagen bare ikke ville ende. Dagen fortsatte, med flirten i elevatoren og på gangene, skader
blev tjekket, efter tilsyn af læge, og timerne sneglede sig afsted. Og så skete det endelig.
hendes personsøger bippede - hun havde sat den til at bippe, så der stod, at der var brug for hende
i omklædningen. Hendes egen lille søde måde at huske sig selv på, at hun altså havde fri nu.
Straks afskrev hun de sidste ord på sin rapport, lagde den i skranken, og småløb ud til omklædningen.
Hun skulle lige luks forbi en Starbucks og så vidste hun ikke helt hvad der skulle ske.
Måske skulle hun vise sig i form af ulveskikkelse senere på en lille spadseretur, eller om muligt smutte
ud i byen og mødes med en veninde eller to? Måske havde hendes lægefyr fri på
samme tid som hende for en gangs skyld? Det var aldrig til at vide. Og det var aldrig til at vide med Abby heller,
som nu stod på gangen, omklædt, og klar til at gå, uden helt at vide hvorhen.

[Jeanne // ~ Nathan Phoenix]

- Nathan Phoenix:
Hvis der var noget, Nathan Phoenix var, så var det en af dem,
der tit skulle på hospitalet, fordi han tit kendte folk her i byen, der
lå der - fx forbi de var blevet såret af andre varulve, eller det var
kollegaer eller lignende. I aften havde han besøgt en kollega, der
var faldet på trappen på skolen og havde fået crashet sit ben helt
sammen, så det var brækket. Det var helt fantastisk. Han havde
været en gentleman og havde medbragt blomster til sin kære
kollega - og nu var han på vej hjem. Han smilede kort til damen i
receptionen, hvorefter han roligt begav sig af sted mod udgangen.
Hans blik gled kort rundt og bemærkede en sygeplejerske, han
havde set et par gange før - en der som regel aldrig gik klædt som
en sygeplejerske, men som han havde set stikke i folk flere gange.
Han studerede hende kort og indsnuste let duften af hende, der
var meget parfumebydende - muligvis for at dække over det, der
duftede som vaskeægte varulv. Sådan stod han i et par minutter
og iagttog hende, hvorefter han så begyndte at gå, da hun skulle
til at vende sig om og se på ham.

[Abigail [Abby/Abs] Arrington]

Abs vendte hovedet, da hun følte sig iagttaget, netop for at se skikkelsen
af en mand, et par år ældre end hende selv, gå om hendes side, og forlade hospitalet.
Hun lukkede kort øjnene i, nød duften af styrke og dominans i form af en varulv, som
hende selv, blandet med den cologne han bar. Slet ikke værst. I et roligt smil åbnede
hun igen sine øjne, følgende ham med øjnene, inden hun selv begyndte at gå. Det var
faktisk ved et tilfælde, at hun skulle et stykke af samme vej som ham - Eller, da han gik
den vej, blev hun inspireret til at smutte hjem til sig selv, hvilket i retningen af, hvor han
gik. Hun stoppede op for rødt. Da hun stod ved siden af ham, lod hun blikket glide op mod
hans ansigt. Han var omtrent et halvt hoved højere end hende selv. I et roligt smil, og med
en livsglad glød i øjnene, slog hun blikket frem for sig, og gik så over, da der blev grønt igen.
Hun havde faktisk set ham før, kom hun i tanke om, efter bedre at have set på hans ansigt,
på hospitalet, dog sjældent fordi han selv kom til skade. Hun havde dog ikke snakket sådan
for alvor med ham - havde hun? ,,Hej" besluttede hun høfligt at hilse, eftersom hun
trods alt havde set ham før, og så satte sig i busstoppestedet, der hvor hun skulle have sin bus.

[Jeanne // ~ Nathan Phoenix]

Nathan bemærkede varulvekvinden, der var fuldt efter ham.
,, Godaften " , svarede han hende høfligt igen, mens han let
smilede og betragtede hende samtidig. Hun var en ret høj kvinde,
og hun var varulv. Dette var også grunden til, at han straks blev
betaget af hende som et fremtidigt venskab - ikke som sexmateriale,
da hendes åbenhed var utrolig venskabelig og legende. Han så
let på hende og smilede så igen. ,, Skal du med en bus nu her
eller står du her, fordi du har tænkt dig, at vi skal fortabe os i en
filosofisk samtale om verden? " , spurgte han og studerede hende
igen. Hun var slank, men dog formet - og havde et rundt, ovalt
ansigt, hvilket var ganske nuttet.

[Abigail [Abby/Abs] Arrington]

,,Well...planen var at tage med en bus, fordi jeg har været på arbejde
siden klokken halv fem, og ikke orker at gå, men jeg har da bestemt ikke noget
imod at snakke" Abby vendte sig mod ham, denne gang i sit mere kække,
smådrillende smil, inden hun med hovedet let på skrå lod sig betragte ham igen.
Nu hvor de ligesom snakkede sammen, var der da ikke noget galt i åbentlyst
at se på personen, var der?

[Jeanne // ~ Nathan Phoenix]

,, Ja, jeg synes godt, jeg har set dig på hospitalet et par gange
efterhånden - jeg har ret mange bekendte, der konstant kommer
til skade, så jeres receptionist må efterhånden kende mig godt.
Hun er en yndig blond skabning, desværre lever hun bare alt for
meget op til ryget om, at sekretærer skal være uintelligente - ikke
et ondt ord om hende, men hun er ikke så hurtig det lille myr "
Der var ikke antydning af ondskab eller hån i Nathans stemme, da
han sagde dette, men det var sandheden om receptionisten på
hospitalet. Formodentlig var hun et af Guds bedste børn - men
hun var altså bare ikke særlig begavet fra naturens side af. Han
så let rundt igen. ,, Hvor længe har du så arbejdet på hospitalet? ",
spurgte han nysgerrigt og lod igen blikket falde på sygeplejersken.

[Abigail [Abby/Abs] Arrington]

Abby kom til at smile, måske smågrine en smule, da han
kommenterede receptionistens intelligens, inden hun igen lod øjnene
glide op til hans. ,,Hun.. Er blondine, hvad kan jeg ellers sige?" der var
ingen måde at forsvare det stakkels pigebarn på - Hun var faktisk så
sød, som han havde gættet sig til, men havde virkelig ikke mange brikker
at rykke rundt på. Abbys øjne gled engang over den mørke lok der havde
forvildet sig ud af hendes arbejdshestehale. Mørkt hår. Brunette. Efter sigende
skulle brunetter være de kloge og fornuftige. Hun var lynende intelligent på
visse områder ja, og hun var vel fornuftig nok, eftersom hun havde masser
af livserfaring. Men tænkte man på 'blondiner har det sjovere' citatet, så
passede det nu altså også ganske glimrende på Abby. Hun så igen op på ham,
da han spurgte ind til, hvor længe hun havde arbejdet der, og tænkte lidt.
Ja, hvor lang tid, var det efterhånden. ,,Jeg blev uddannet på samme hospital,
og tja, de blev så glade for mig, at de beholdt mig bagefter.." svarede hun.
Vidste man bare en smule om hvor længe uddannelsen tog, vidste man dermed
godt, at hun havde været der i en god sjat tid. ,,Og til din trøst, er du ikke den
man ser flest gange om ugen derhenne!" beroligede hun ham med, i et skævt
men roligt smil.

[Jeanne // ~ Nathan Phoenix]

Han smilede skævt og rystede på hovedet. ,, Jeg har kendt ret så
intelligente blondiner i mit liv faktisk - og dumme brunetter for den
sags skyld. Meget af det er nok, at man som væsen sætter sig selv
i bås efter hvad de ih-åh så kloge forskere har sagt om hårfarver " ,
sagde han og så ud i mørket. Han strakte sig let og nikkede så til
det, hun sagde. ,, Det lyder da udmærket så. Jeg er ny lærer på
college her på egnen - og jeg kommer fra Rusland og blev uddannet
i England. Det siger en del om mig " , sagde han igen og så mod
en bus, der nærmede sig. ,, Er det din? " , spurgte han så og
lavede et nik imod den.

[Abigail [Abby/Abs] Arrington]

,,Well, der er så meget forskere siger og mener, men vi stoler
jo naivt på det, til det modsatte er bevist - eller medmindre vi allerede
ved bedre!" smilede hun roligt. Mange gange havde hun set adskillelige
reklamer for hudprodukter med kemikalier, som forskere skulle have anbefalet,
men som hun udmærket vidste ikke engang kunne trænge gennem hud, og
dermed ikke kunne ændre hudstrukturen det mindste. Hun smilede lidt for sig
selv over tanken, til hun så bussen, og så noget ærgrende mod den - det var
desværre hendes, men hun var gerne blevet og snakket mere med ham. og at
kigge lidt mere på ham, havde nu heller ikke gjort hende noget.
,,Det er min, ja.. " smilede hun skævt, og holdt modet oppe.
Måske skulle han også med den ?

[Jeanne // ~ Nathan Phoenix]

Han nikkede tænksomt. ,, Nej, jeg tænker, at som sygeplejerske
ved du nok en del mere om det end jeg gør som lærer. Men altså
.. " Han så let hen mod bussen. ,, - Vi ses jo nok på hospitalet,
miss Arrington " , tilføjede han og så på hendes navneskilt, som
hun havde glemt at tage af (; Han blinkede til hende og gik så i
den stik modsatte retning mod sin lejlighed, kiggede sig over
skulderen en sidste gang og vinkede venligt imod hende, hvorefter
han gabte søvnigt og traskede lidt hurtigere af sted hjemad.

// O ' u ' t !