Post by Violet Akers on Mar 13, 2010 17:34:35 GMT -5
Egentlig var det ikke specielt mørkt. Godt nok havde
vinden taget til, og vejret var uldent og smådryppende, men bag
skyerne kunne man svagt ane en mørkeblå himmel. - Ikke sort,
men mørkeblå. Eftersom fuldmånen igår havde vist sig, var den til
aften denne dag stadig stor og næsten fuldkommen. Dermed belyste
den hele kirkegården op, så det var til at se frem for sig. Sne lå i små dynger
hist og her, og salt som var spredt ud på vejen, for at hindre glatte veje
knaste svagt under Violets sko, for hvert skridt hun tog. Hun var rejst ud
af byen igen, 'hjem' til den by hun var født og opfostret. Hun havde engang
elsket byen. Idag hadede hun den af hele sit hjerte, og den eneste grund til
at hun satte sine ben i den, var for at besøge sin fars grav. I hendes hænder
gik hun med en enkelt udsprunget lilje, som hun holdt, som gjaldt det hendes
liv. Det gjorde det også, i hendes øjne, om ikke andet. Hendes øjne gled frem, mod
en stor gravsten, med hendes fars fulde navn, fødselsdato og dødsdato på.
Hun så længere ned af stenen, hvor et ulvehoved var indgraveret, og hvor jorden
omkring stenen var udsmykket med violer - selvfølgelig. Violet tog sig selv i svagt
at snappe efter vejret, og mærke tåren i øjenkrogen, da hun knælede, og lagde liljen
mellem de lilla violer. ,,Det er 20 år siden du så mig for første gang.. Min fødselsdag..
Der var engang hvor jeg gik op i det, dengang hvor du var her, og vi fejrede det sammen,
dig mig og mor.. Idag er det bare en dag ligesom alle andre.. " mumlede hun mod
gravstenen. Netop derfor valgte hun at komme om aftenen; Når der ikke var andre,
og hun dermed kunne tale frit fra hjertet, uden andre lyttede med, eller så mærkeligt
på hende. Hun var alene med sin far, og fik følelsen af, at han endnu var der.
,,Jeg ses ikke med hende mere far.. jeg har fået nok" i en hovedrysten, mærkede
Violet sine læber strammes, som anstrengte hun sig for, ikke at græde.
,,Siden du.. ikke var der længere, har hun ikke gjort andet end at rendte rundt som
en eller anden teenager, og været sammen med adskillelige fyre, selv på min alder..
Jeg kan slet ikke genkende hende, far, jeg... Jeg føler, at selvom hun ikke er død,
så har jeg mistet jer begge.." den første tåre fandt vej ned af hendes kind, som hun
straks tørrede væk med sin håndflade. ,,Jeg..." hun holdt en pause, tog en
dyb indånding, for lige at få styr på sig selv igen, åndede luften ud, og så så på gravstenen
igen. ,,Jeg besluttede at flytte til en anden by. Efterlod flokken her, og er startet på
en frisk.. Jeg er ikke blevet den mindste smule bedre socialt.. Siden du døde, har jeg ikke
kunnet stole helt på nogen igen.. det var deres skyld, at branden overhovedet
opstod.. Drengene - mine drenge, mine bedste venner.. Hvis ikke de havde været
så uforsigtige, ulydige, og vilde.. Jeg kan ikke se nogen af dem i øjnene igen, og jeg
kan ikke stole på folk, selvom jeg prøver.." hun tørrede endnu en tåre af kinden,
men var ellers rolig, også i stemmen. ,,Jeg savner dig virkelig.. alt var meget enklere
da du var her.." sukkede hun konstaterende, og bed sig igen i læben, inden hun
så rejste sig op. Igen så hun betragtende på gravstenen, inden hun let lænede sig frem.
Hun kyssede to fingerspidser, inden hun blidt trykkede dem ind mod stenen.
,,jeg elsker dig stadig virkelig højt, far.." afsluttede hun, inden hun vendte sig
om, og sank en klump, som hun forlod kirkegården.
vinden taget til, og vejret var uldent og smådryppende, men bag
skyerne kunne man svagt ane en mørkeblå himmel. - Ikke sort,
men mørkeblå. Eftersom fuldmånen igår havde vist sig, var den til
aften denne dag stadig stor og næsten fuldkommen. Dermed belyste
den hele kirkegården op, så det var til at se frem for sig. Sne lå i små dynger
hist og her, og salt som var spredt ud på vejen, for at hindre glatte veje
knaste svagt under Violets sko, for hvert skridt hun tog. Hun var rejst ud
af byen igen, 'hjem' til den by hun var født og opfostret. Hun havde engang
elsket byen. Idag hadede hun den af hele sit hjerte, og den eneste grund til
at hun satte sine ben i den, var for at besøge sin fars grav. I hendes hænder
gik hun med en enkelt udsprunget lilje, som hun holdt, som gjaldt det hendes
liv. Det gjorde det også, i hendes øjne, om ikke andet. Hendes øjne gled frem, mod
en stor gravsten, med hendes fars fulde navn, fødselsdato og dødsdato på.
Hun så længere ned af stenen, hvor et ulvehoved var indgraveret, og hvor jorden
omkring stenen var udsmykket med violer - selvfølgelig. Violet tog sig selv i svagt
at snappe efter vejret, og mærke tåren i øjenkrogen, da hun knælede, og lagde liljen
mellem de lilla violer. ,,Det er 20 år siden du så mig for første gang.. Min fødselsdag..
Der var engang hvor jeg gik op i det, dengang hvor du var her, og vi fejrede det sammen,
dig mig og mor.. Idag er det bare en dag ligesom alle andre.. " mumlede hun mod
gravstenen. Netop derfor valgte hun at komme om aftenen; Når der ikke var andre,
og hun dermed kunne tale frit fra hjertet, uden andre lyttede med, eller så mærkeligt
på hende. Hun var alene med sin far, og fik følelsen af, at han endnu var der.
,,Jeg ses ikke med hende mere far.. jeg har fået nok" i en hovedrysten, mærkede
Violet sine læber strammes, som anstrengte hun sig for, ikke at græde.
,,Siden du.. ikke var der længere, har hun ikke gjort andet end at rendte rundt som
en eller anden teenager, og været sammen med adskillelige fyre, selv på min alder..
Jeg kan slet ikke genkende hende, far, jeg... Jeg føler, at selvom hun ikke er død,
så har jeg mistet jer begge.." den første tåre fandt vej ned af hendes kind, som hun
straks tørrede væk med sin håndflade. ,,Jeg..." hun holdt en pause, tog en
dyb indånding, for lige at få styr på sig selv igen, åndede luften ud, og så så på gravstenen
igen. ,,Jeg besluttede at flytte til en anden by. Efterlod flokken her, og er startet på
en frisk.. Jeg er ikke blevet den mindste smule bedre socialt.. Siden du døde, har jeg ikke
kunnet stole helt på nogen igen.. det var deres skyld, at branden overhovedet
opstod.. Drengene - mine drenge, mine bedste venner.. Hvis ikke de havde været
så uforsigtige, ulydige, og vilde.. Jeg kan ikke se nogen af dem i øjnene igen, og jeg
kan ikke stole på folk, selvom jeg prøver.." hun tørrede endnu en tåre af kinden,
men var ellers rolig, også i stemmen. ,,Jeg savner dig virkelig.. alt var meget enklere
da du var her.." sukkede hun konstaterende, og bed sig igen i læben, inden hun
så rejste sig op. Igen så hun betragtende på gravstenen, inden hun let lænede sig frem.
Hun kyssede to fingerspidser, inden hun blidt trykkede dem ind mod stenen.
,,jeg elsker dig stadig virkelig højt, far.." afsluttede hun, inden hun vendte sig
om, og sank en klump, som hun forlod kirkegården.
