|
Post by Loan | Kallie, Dean & Arianna on Feb 10, 2010 13:13:24 GMT -5
Kallie Kallie havde ikke vist sig for nogle kendte ansigter siden det sidste angreb på hende begået af Adrian og havde heller ikke været på arbejde de sidste mange dage, og stod sygemeldt to uger endnu. Hun sad nede i parken i en stor hættetrøje med hætten vippet op, og et sort tørklæde om halsen. Hun havde kun den ene arm igennem ærmet da den anden lå i slynge tæt ind på maven under trøjen. Hendes blik hvilede i jorden, tomt og stirrende. Hun frygtede for sit liv, men skjulte det bag de mange facader der fyldte i hendes sind. Hun havde ikke fået noget at spise hele dagen da lugten af mad gav hende kvalme. Hun frygtede for Caleb's reaktion, da hun faktisk stod til at blive staffet med døden fordi et menneske havde reddet hendes liv. Hun var blevet dopet af morfin piller for hun ikke skulle mærke smerten i halsen hver gang hun gjorde den mindste bevægelse i hovedet, hun gjorde et dæmpet suk og skubbede sig op med den raske arm.
|
|
|
Post by Aura ~~ on Feb 10, 2010 13:20:35 GMT -5
Caleb bevægede sig hen af parkens stier, havde netop været i skoven for at slappe af. For at løbe sine tanker væk. Han havde ikke hørt fra Kallie længe, og tankerne om hende fik ham til at bide tænderne sammen. Han var bekymret, og måske en anelse sur over hun ikke havde kontaktet ham. Havde de ikke noget sammen eller hvad, havde hun fået kolde fødder? I det samme standsede han og skævede ned af stien, hvor en skikkelse sad gemt væk bag en stor hættetrøje, og et tørklæde. Han spændte musklerne, da han kunne dufte morfinen der stadig var i hendes blod. Han kunne tydeligt dufte hvem det var. Han han i det samme så det slappe ærme, og følte hendes hjælpeløshed satte han frem i hastige skridt. Caleb nåede hen til hende og så ned på hende. Nu var det hans tur til at føle sig hjælpeløs, langsomt gled han ned ved siden af hende, og lagde armen om hende, dog på ryglænet. "Kallie, hvad er der galt?" Spurgte han med en stille stemme, forvrænget af bekymring.
|
|
|
Post by Loan | Kallie, Dean & Arianna on Feb 10, 2010 13:30:10 GMT -5
Kallie Hun vendte blikket imod Caleb da han satte sig ved hendes side. Hun lod sig glide ned på bænken igen og rykkede sig forsigtigt ind til ham men da han sad op ad den dårlige arm rykkede hun sig væk igen. ,,Jeg er ikke vellidt i flokken, det er hvad der er galt.." svarede hun dæmpet og hævede blikket for at se ham i øjne. Hun lagde blidt en hånd på hans kind og rettede sig ind til ham og blidt trykkede sine læber imod hans, hun følte sig skyldig over ikke at have set ham siden hun var i hans lejlighed. ,,Jeg har savnet dig.." sagde hun dæmpet, hun følte hun var nød til at få det sagt før Adrian ville dræbe hende for at blive reddet af et menneske.
|
|
|
Post by Aura ~~ on Feb 10, 2010 13:35:16 GMT -5
Da hun med det samme rykkede sig væk, hoppede han let over på den anden side, og tog hendes raske hånd. Han nussede den blidt, og holdte den så op for at kysse hendes hånd. Han betragtede hendes øjne, og gengældte blidt kysset. "Er det noget nyt?" Spurgte han dæmpet, og sendte hende et smil inden han lod blikket glide ned, da hovedet faldt forover med et lille suk. "Hvad har du lavet Kallie?" Spurgte han dæmpet, og så på hende med sammenknebne øjne. Han frygtede svaret, for hendes temperament var stort det havde han set den første dag han havde mødt hende, så måske havde hun sagt noget der havde skadet hende. "Jeg har også savnet dig, søde." Hviskede han, og kyssede hende blidt igen.
|
|
|
Post by Loan | Kallie, Dean & Arianna on Feb 11, 2010 1:17:31 GMT -5
Kallie Hun smilte taknemmeligt til ham da han flyttede sig, kunne man finde en der var mere omsorgsfuld? Hun lagde hovedet ind til hans skulder og puttede sig ind til hans varme krop, og den velkendte duft af ham. ,,Jeg ville mene det er nyt at Adrian har givet mig en dødsdom..." Sagde hun tøvende og prøvede at smile, uden noget videre godt resultat før hun opgivende og lagde ansigtet ind imod hans skulder, hun havde lyst til bare at græde. Det eneste hun havde at miste, var den mand der sad ved hendes side, den mand hun havde forelsket sig i. ,,Jeg mødte det menneske der havde pillet min bh og shorts af mens jeg sov, han gjorde mig så vred at jeg løb ind i skoven før jeg forvandlede mig, men Deacon ventede på mig der. Jeg ville ikke kæmpe imod ham da jeg vidste det kunne gøre alt værre for mig, men mennesket mødte op i skoven, han reddede mit liv og fik Deacon væk fra mig, det eneste problem er jeg blev forvandlet tilbage da jeg besvimede af blodtabet.." Hendes forklaring var som en lang dags roman, men der var mere, hun sukkede og knugede sig ind til ham, hun var bange og kiggede sig tit over skulderen da hun følte sig forfulgt af flokken, som ventede de til de rette øjeblik og dræbte hende. Hun lagde blidt den ene hånd på hans kind og trykkede sine læber imod hans. ,,Jeg ville finde Adrian og bede ham holde Deacon fra mig, men han gjorde mig så vred fordi han har dømt mig uretfærdigt, at han til sidst angreb mig og bed mig i armen, og da kunne jeg ikke holde mund mere, og fortalte at.. to mennesker kender min hemmelighed.." Hun så ned i jorden, hun var bange for hans reaktion, men det var også dejligt endelig at få lettet sit hjerte og ikke være alene med de mange bekymringer der fyldte hendes krop.
|
|
|
Post by Aura ~~ on Feb 11, 2010 14:03:57 GMT -5
Caleb så længe på hende, mens han ventede en forklaring fra hende. Han kyssede hende blidt på håret, og lagde en arm om hende. Blidt trykkede han hende indtil sig, mens det skarpe blik gled omkring. Da hun i det samme forklarede det nye ved situationen stivnede Caleb fuldstændig. Først blev han helt slap, totalt tom indvendigt. Det var den følelse han havde prøvet at opnå hele sit liv, den var endelig kommet til ham. Følelsen af totalt ligegyldighed på en måde. Selvfølgelig var det ikke ligegyldigt om hun var blevet dømt til døden, men alting var ligegyldigt hvis hun ikke var her. Så langsomt kom der liv i ham igen, og de mange muskler som Caleb besad spændtes mere og mere. Han kæmpede for at holde sit åndedræt under kontrol. Der gik et stykke tid hvor han blot sad og så frem for sig mens han prøvede at kæde hendes ord sammen. Caleb hvilede blidt sit hoved på hendes, og lukkede øjnene i. Da hun begyndte at tale igen, så han ikke på hende. Hans blik var fæstnet et sted i den mørke park. Da hun i det samme kiggede over skulderen, spændte Caleb helt op og en dyrisk vild rumlen kunne høres fra hans bryst. Hvis nogle lige nu vovede sig tæt på dem, så vidste han ikke om han havde selvkontrollen til at blive på sædet. Hans kys var ikke gengældende, hans øjne var mere eller mindre døde jo mere hun fortalte. Da hun snakkede igen, bed han tænderne sammen. Der lød et dyb suk fra ham, som om han havde holdt vejret at forlænge for lige efter stukket hev han efter vejret og vendte sine gullige øjne mod hende. – Han var vred. Det var tydeligt at se, for blodårerne trådte frem op langs halsen og hans knoer var hvide af at være krummet sammen. ”Jeg slår ham ihjel!” Hvislede han og rejste sig med det samme. Hvor vovede Adrian at dømme hende så hårdt. Der gik en skælven gennem hans krop, og et pinefuldt udtryk løb over hans ansigt da han tvang sig selv til at blive i menneskeskikkelse. Hele tiden prøvede hans krop at forvandle sig, dog vandt Caleb kampen mod sit temperament til sit og med en kraftanstrengelse rettede han sin krummede ryg op og så over på Kallie. Hans blik var fyldt af anger. Han var ked af at han ingenting kunne kører, han var ked af at Kallie skulle udsættes for dette. Han var ked af at miste en som han ikke ønskede at miste, han var ked af at være en varulv, han var ked af at være i en flok. ”Hvem der bare kunne være menneske,” Mumlede han og gemte sit hoved i sine hænder.
|
|
|
Post by Loan | Kallie, Dean & Arianna on Feb 11, 2010 14:16:26 GMT -5
Kallie Da hun så hans voldsomme reaktion på historien, blev det klart for hende, hvor meget han holdte af hende. En tårer samlede sig i hendes øjne idet hun knugede sig ind til hans spændte krop. ,,Jeg vil ikke miste dig Caleb.." sagde hun bønfaldende da han sagde han ville dræbe ham. Hun slap ikke hans blik med knugede hans ene hånd i sine hænder og rettede sig helt imod ham. Tanken om at miste ham, ville ødelægge alt i hende, og hun ville ende som en tom skal. ,,Du ved ikke hvor ofte jeg har ønsket mig bare at være menneske, ikke at skulle gøre som en person befaler.." sagde hun dæmpet og lukkede øjne.
|
|